Den 11. august 2020

Så er jeg tilbage fra ferie! Og sikke en… Hvem skulle have troet, at tre dage i kano på Gudenåen, ville gøre så usletteligt et indtryk? Ikke mig, i hvert fald. Jeg så for mig, at mine store stærke, snart myndige, drenge, ville håndtere den ene kano, mens jeg ville side foran i den anden med min søde kæreste bagerst som styrmand og den mindste placeret mellem os. Jeg ville flyde gennem den smukke natur, lade landskabet åbne sig for mig og glide yndefuldt afsted fuldt tilstede i nuet sammen med min familie.

Det gik ikke helt som forventet. Næsten fra en start var vejret barskt og kanoudlejeren kiggede meget usikkert på os, da vi fortalte, hvilke søer, vi havde tænkt os at krydse hvornår. Placeret i kanoerne som aftalt, gik der da heller ikke mange minutter før den mellemste (på 190 cm) fik et mindre sammenbrud i en hvirvlende kano på vej i den forkerte retning, og vi måtte erkende, at vi var nødt til at sejle en forælder bagerst i hver kano.

Det blev lidt af en oplevelse. Det var hårdt, det var strengt, det var vådt og blæsende. Også i teltene. Men hold op, hvor var det også sjovt (især at kigge tilbage på), og hvor var vi bare stolte alle sammen, når vi lagde os i soveposen. Alle de konflikter, der normalt ville føre til, at teenagere forlader rummet og går på værelset, eller moderen går en tur i skoven for at køle ned, blev afsluttet på stedet i kanoen, og vi kom videre, for det var vi nødt til. Det alene var en fantastisk oplevelse. At vi trods alt og under pres, vil hinanden

Jeg har analyseret lidt på turen og på de forskellige familiemedlemmers tilbøjeligheder, og har med få visuelle greb (især lånt fra statistikkens verden) formidlet denne analyse. Kig på det og lad dig inspirere af hvor meget, man kan fortælle med få ord. Eller nyd at du har meget mere styr på dig selv og familien i ferierne.

Ps. Jeg har også taget et par idylliske fotos, så den version findes også😉