Menu Luk

At reflektere visuelt

Den 30. juni 2020

Det forbløffer mig gang på gang, hvor naturligt og menneskeligt det er at udtrykke sig visuelt, og hvad det kan bidrage med mennesker imellem.

Jeg var på legepladsen med min datter for et par uger siden, hvor hun ville øve sig i at hoppe ned fra et meget højt punkt. Det var MEGET højt, så egentlig var det fuldstændigt forståeligt, at hun fortsat tøvede, tog tilløb, tøvede og til sidst var super frustreret og rigtig ked af det. Det ville jeg også være, hvis jeg havde sat mig i hovedet, at jeg skulle hoppe så højt fra. 

Jeg ville gerne støtte hende i at overvinde sin frygt, men da det blev tydeligt, at hun ikke var klar til  DET store spring, satte jeg mig ned i sandet med hende og tegnede tre cirkler med en pind. 

Jeg fortalte, at i midten var alle de ting, hun allerede kunne og var sej til. 

I den midterste cirkel var de ting, som hun godt kunne tænke sig at kunne/gøre, men som lige krævede lidt mod og måske øvelse. De ting kunne hun godt længes efter med glæde og forventning, men hun ville måske også føle sommerfuglene i maven og lige skulle skubbe sig selv lidt, fordi hun ikke havde prøvet det før. 

Den sidste cirkel var ting, hun også gerne ville kunne eller prøve, men som hun måske ikke var parat til. De ting gav måske ikke blot sommerfugle i maven, men gjorde hende i virkeligheden ret så bange, så hun kunne mærke det i hele sin krop.

Vi talte om, at det med at hoppe ned SÅ højt fra måske lå ude i den yderste cirkel, og at hun evt. skulle finde noget mindre højt at hoppe fra, som kunne placeres i den midterste cirkel. 

Da vi kom hjem bad hun om hjælp til at tegne tre cirkler på et stort stykke papir. Resten fyldte hun selv ud. Både de ikoner(emojies), der kom til at definere de tre cirklers følelsesmæssige forskellighed og selve indholdet, som var hendes egen refleksion over, hvad hun gerne ville turde/lære. Hvad der lå næsten lige for, og hvad det måske var smart at vente lidt længere med. 

Mange af os har på forskellig vis stiftet bekendtskab med teorier omkring den nærmeste udviklingszone, det at flytte sig ud af sin komfortzone etc. Mange af os har sikkert også set forskellige modeller, hvor dette visualiseres på en enkel måde. De sidste, der har inspireret mig i denne retning er handlemod.dk og ‘salgsmindset by maja lykke’

Men hold da op, jeg var betaget af, hvordan en otte årig satte sig og ved hjælp af ganske enkle visuelle virkemidler skabte ro og overblik over hendes oplevelser og følelser. 

Det kan bare noget helt særligt at skabe en visuel struktur og enkelhed, når noget skal tænkes igennem, bearbejdes eller forstås. Den helt store gevinst er, at imens min datter skaber denne struktur og sin egen forståelse, skaber hun også grundlag for en formidling af hendes oplevelse, som jeg meget bedre kan forstå, end hvis det havde været en samtale uden den visuelle struktur. Vi får en fælles referenceramme og dermed en øget fælles forståelse.